Videnskabeligt pilotstudie af internetbehandlingen SpilleFri

Forskningsklinikken har fået midler fra Sundhedsministeriet til at udføre et videnskabeligt pilotstudie af det internetbaserede ludomanibehandlingsprogram SpilleFri.

SpilleFri er Danmarks første internetbehandlingsprogram til ludomani og er udviklet af Forskningsklinikken for Ludomani. Prototypen af behandlingsformen har været afprøvet i over et år, og både patienter og psykologer rapporterer gode erfaringer. Derfor anses behandlingen nu klar til en mere stringent og systematisk efterprøvning.

Pilotstudiet udføres på Forskningsklinikken for Ludomani under ledelse af forskningsmedarbejder, cand.psych. Anna Westh Stenbro i samarbejde med klinikleder, cand.psych.aut. Thomas Marcussen og klinisk psykolog, cand.psych.aut., specialist og supervisor i psykoterapi Stine Moldt samt forskningsvejleder, professor, cand.psych., ph.d. Lisbeth Frostholm (Funktionelle Lidelser, Aarhus Universitetshospital).

I studiet undersøges patienternes oplevelse og udbytte af SpilleFri-behandlingen. Studiet skal sikre en stærk indikation af behandlingsformens effekt samt sikre en evidensbaseret videreudvikling af behandlingsformen.

En rapport om projektet er afleveret til Sundhedsministeriet.
Rapporten vil blive offentliggjort 31.08.2022.